LAV DIT EGET HOLDBARHEDSMIDDEL
Holdbarhedsmiddel splitter vandene. Nogle tror på dets virkning, og andre gør ikke. Vil du teste det af? Bland 7-8 dl. vand med 1 tsk. eddike (almindelig husholdningseddike), 1 knust hovedpinepille som indeholder acetylsalicylsyre og 1 tsk. sukker. Bland det hele sammen.
VARMT ELLER KOLDT VAND?
En god tommelfingerregel er, at blomster, som har en "træagtig" eller grenet stilk såsom roser, solsikker, syrener og lignende, ofte har luft i stilkene. Vandet kan derfor ikke komme helt op til blomsterhovederne. Resultatet er, at de hurtigt kommer til at hænge. Ved at sætte blomsterne i lunkent vand presses luften ofte ud af stilkene. Skulle det mod forventning ikke virke, gentages processen med et frisk snit og nyt vand.
Andre blomster bryder sig ikke om varmt vand. Dem kan man forholdsvis nemt kende ved, at de stammer fra løg- eller knoldplanter. De har ofte en "blød" og vandholdig stilk, og har sjældent problemer med at trække vandet op. Brug ikke varmt vand da det kun vil forkorte deres levetid.